Levned, 1 (1905)

|[34]| Drengeaar

1.

Huset var min Farfars[I] og havde været en Snes Aar i dennes Eje. Paa dets anden Sal boede mine Forældre[II]. Det laa paa Byens mest befærdede Strøg lige i Hjertet af Kjøbenhavn. Paa første Sal boede en vestindisk Herre, der talte Dansk med fremmed Betoning; hos ham kom der undertiden en dansk Mand af fransk Afstamning, Hr. Lafontaine[III], der efter Sigende var saa stærk, at han med én Haand kunde tage to Geværer ved Bajonetspidserne og holde dem vandret i stiv Arm. Jeg fik aldrig Hr. Lafontaine[IV] at se, altsaa endnu mindre Kunststykket; men jeg stirrede, naar jeg gik ned ad Trappen, paa den Dør, bag hvilken noget saa Mærkeligt foregik.

I Kælderen boede Niels, Familiens Karl, der foruden den huslige Gerning fik Tid til at udvikle Forretningstalent. Han drev i al Stilhed en efter Forholdene betydelig Handel med simple Uhre og desuden med Mjød, to Arter af Varer, der ikke havde noget med hinanden at gøre. Uhrene optog ikke synderligt en lille Dreng, men Mjøden desmere, der opbevaredes i Krukke ved Krukke paa en Hylde. Den fængslede min hele Interesse. Det var jo den Drik, de gamle Nordboer havde elsket saa højt, at de Døde drak |35| den i Valhal. Det var forbausende, at den forefandtes endnu. Hvor maatte den ikke smage! Jeg fik Lov til at smage paa den, og den oversteg alle Forventninger. Sødere end sødt! Lifligere end nogetsomhelst Jordisk, jeg havde smagt. Men drak man mer end et ganske lille Glas deraf, fik man Kvalme.

Og det blev Genstand for min dybeste Forundring, at Einheriarne havde kunnet skylle Mjøden i sig af store Horn og spise fedt Flæsk dertil. Hvilken Sammensætning af Livretter! Og aldrig fik de ondt i Maven deraf.

2.

I Stuen laa Butiken, et Rum, der optog Husets hele Bredde og det meste af dets Dybde, en efter Datidens Forhold stor Silke- og Klædehandel, som min Far[V] og Farfar[VI] i Fællesskab forestod til mit ellevte Aar, da Fader[VII] begyndte at handle i det Store paa egen Haand. I Butiken var der morsomt, fordi Svendene, naar man kom derned, tog En om Livet og løftede En over paa den anden Side af den halvcirkelformede Disk, der afsondrede dem fra Købere og Køberinder. Svendene var pæne, værdige Herrer med megen Holdning og Anstand, venlige uden saarende Nedladenhed.

Mellem mit femte og sjette Aar blev Butiken ombygget, derfor en Tid lang spærret for mig. Da den atter blev tilgængelig, stod jeg overrasket over Forandringen. Et langt, glastækket Galleri var bagved bygget til, i hvilket Varerne laa lagrede paa nye Hylder. Udvidelsen var ikke ringe, og med den var fulgt en Udvidelse af Personalet. Ny tilkommen var saaledes en Læredreng ved Navn Gerhard[VIII], der var høj som en voksen Mand, men som maa have været meget ung, siden han samtalte med mig seksaarige som med |36| en Kammerat. Han var meget køn og vidste deraf. Seler behøves ikke, sagde han, naar man har gode Hofter, og pegede paa sine kraftigt fremspringende Lænder. Denne Ytring gjorde et dybt Indtryk paa mig, fordi jeg her for første Gang hørte Nogen rose sit eget Ydre. Jeg vidste, man ikke maatte rose sig selv, og at Selvros stank. Det undrede mig derfor, at Selvrosen i Gerhards[IX] Mund forekom mig rask; den klædte formelig. Gerhard[X] talte tidt om den Fornøjelse det var at gaa ud om Aftenen at more sig, bryde sig Pokker om hvad de Gamle sagde, men høre paa Sangerinder – Nydelser, hvorom hans Tilhører ikke formaaede at gøre sig nogen tydelig Forestilling.

Snart hed det sig, at Gerhard[XI] ikke artede sig godt. Maaden, hvorpaa han skaffede sig Pengene til sine Fornøjelser, bevirkede, som jeg langt senere erfor, at han pludseligt fik sin Afsked. Men han havde strejfet min Drengefantasi, givet mig et uklart Indtryk af sorgløs Livsnydelse og ungdommelig Trods.

3.

Paa Trappeafsatsen, der fra Butiken førte ind til Lageret bagved, tog min Farfader[XII] Plads. Deroppe tog han sig ud med sit krøllede hvide Haar. Her kunde han med et Feltherreblik overse det Hele, Kunderne, Svendene, Drengene foran sig og bag sig. Kom en mer end almindeligt skattet kvindelig Kunde ind i Butiken, forlod han ilsomt sit høje Stade og gav et godt Raad. Var der Betænkeligheder fra hendes Side overfor den Ekspederendes Forklaring, udjævnede han dem. Han var da i sin Velmagt og tilsyneladende i sin Glans.

Glansen svandt, fordi han fra først af havde arbejdet sig op uden Kapital. Det Hamborgerhus, som forstrakte |37| Forretningen med Kapital, gav Pengene paa altfor dyre Vilkaar og med altfor bindende Krav, saa Handelen i Længden umuligt kunde ernære to Familier.

Men da min Farfader[XIII] sidenhen fik sin Tid til sin Raadighed, tog han de aandelige Interesser op, han i sin Arbejdstid havde maattet holde tilbage. Paa sine gamle Dage lærte han sig bl. A. Italiensk, og man fandt ham, naar man besøgte ham, med Tasso’s Gerusalemme liberata[0001] for sig, slaaende hvert Ord, der var ham vanskeligt, op i en Ordbog, og af de Ord var der mange.

Den gamle Mand var en ivrig Bonapartist og underligt nok en endnu mere begejstret Beundrer af den tredie Napoleon[XIV] end af den første, fordi han nemlig ansaa ham for klogere, og var overbevist om, at han vilde give Kejserdømmet i Arv til sin Søn. Men her stødte han og jeg sammen fra mit fjortende Aar. Thi jeg, som naturligvis var Republikaner og afskyede Napoleon III[XV] for hans Forfatningsbrud, skrev i al Stilhed paa umuligt Fransk og i et endnu umuligere Metrum (noget, der skulde forestille Heksameter og Pentameter) Vers mod Tyrannen. Et Digt til det franske Sprog begyndte:

Ah! quelle langue magnifique, si belle, si riche, si sonore,
Langue, qu’un despote cruel met aux liens et aux fers!

Om Napoleon III[XVI] kunde Farfar[XVII] og Sønnesøn da umuligt enes. Men det var den eneste Genstand, om hvilken vi nogensinde disputerte.

4.

Min Morfader[XVIII] var helt anderledes, uden al Heftighed, jævn, elskværdig, meget smuk. Ogsaa han havde arbejdet sig op fra ringe Kaar, ja, havde først henved en Snes Aar |38| gammel lært sig selv at læse og skrive, saa god en Dannelse han ogsaa nu sad inde med. Han havde i sin Tid været Farverdreng hos Farver Møllers Enke, da Oehlenschläger[XIX] og Ørstederne spiste der. Han havde efter Tidens patriarkalske Skik daglig siddet tilbords med de store, beundrede Mænd og talte tidt om, at han havde klappet sine Hænder næsten tilblods af Oehlenschlägers[XX] Dramer, i de Aar, da der paa Grund af Baggesens[XXI] Angreb stod Meningskamp om dem i Teatret.

Til et endnu ældre Slægtled end Bedsteforældrene[XXII] hørte Oldefaderen, min Moders Stedmors Far, der gik med høje Støvler med en lille Kvast foran. Han sagde: Kunde jeg blot en Gang opleve, at en dansk Orlogsmand igen bandt an med en engelsk og skød den i Sænk, saa vilde jeg være fornøjet; Englænderne er det afskyeligste Røverpak i Verden. Han var saa gammel, at han havde Slaget paa Rheden og Kjøbenhavns Bombardement i frisk Minde.

5.

Skolen og Hjemmet var to forskellige Verdener, og hyppigt slog det mig, at jeg førte et Dobbeltliv. Seks Timer hver Dag levede jeg under Skolens Disciplin i bevæget Samkvem med Personer, af hvilke man ikke kendte nogen i mit Hjem, og Døgnets andre Timer tilbragte jeg i Hjemmet eller hos Slægtninge af Hjemmet med Mennesker, af hvilke man i Skolen ingen kendte.

Den første Oktober 1849 var jeg bleven sat i Skole, ført ind igennem den alvorlige Port og op i en Klasse, hvor jeg modtoges af en velvillig Mand, Regnelæreren, som fik mig til at føle mig veltilpas. Straks iagttog jeg, at naar Læreren spurgte en Dreng om Noget, som en anden vidste, havde denne anden Ret til at udbrede Kundskaben om sin |39| Indsigt ved at række en Finger i Vejret – en Ret, af hvilken jeg selv i de følgende Timer gjorde en overvættes Brug, indtil jeg indsaa det Fornuftige i, ikke i Tide og Utide at ville henlede Opmærksomheden paa min Viden eller Bedreviden, og beholdt mine Hænder foran mig paa Bordet.

6.

Henved ti Aar i Træk gik jeg i en og samme Skole. Med Vejen derhen og tilbage, fra og til de tre forskellige, nær ved hinanden beliggende Steder i Kjøbenhavn, hvor mine Forældre[XXIII] i den Tid boede, blev jeg fortrolig som med ingen anden Vej. I Kvarteret der, det hele Rundetaarnskvarter, kendte jeg ikke blot hvert Hus, men hver Port, hver Gadedør, hvert Vindu, hver Flise. Dette indprægede sig efterhaanden saaledes i mig, at mange Aar senere, naar jeg saa fremmede Egne og Byer, endog naar jeg lang Tid i Træk levede paa samme Sted i Udlandet, havde jeg en besynderlig Følelse af, at dette, hvor smukt og fængslende det end kunde være, eller maaske netop derfor, var Drømmeland, Uvirkelighed, der en Dag vilde mistes og svinde; Virkeligheden derimod, det var Rundetaarn i Kjøbenhavn og det, som laa deromkring. Det var grimt og uden nogensomhelst Tiltrækning, men det var Virkelighed. Det forefandt man altid paany.

Paa beslægtet om end forskellig Maade blev Skovlandskabet i Kjøbenhavns Omegn, nøjere bestemt Udsigten over Eremitagesletten ned imod Sundet, som den viser sig set fra Bænken overfor den slesvigske Sten, den første mig bekendte og kære Type paa landskabelig Skønhed, udrustet med et Stempel af Grundvirkelighed, som for mig sidenhen intet andet nok saa dejligt eller nok saa imponerende Landskab kunde naa.

|40| 7.

Skolens Undervisning var gammeldags, forsaavidt den i alle Fag manglede Anskuelighed. Lærerne var ogsaa nødvendigvis engang imellem ret ufuldkomne, selv om det ikke skortede dem paa Dygtighed i Faget. Alligevel maa Undervisningen som Helhed, især naar Hensyn tages til, hvor prisbillig den var, kaldes god, omhyggelig og omfattende; i Almindelighed gaves den samvittighedsfuldt. Naar jeg som Voksen har tænkt tilbage paa den, har jeg mest studset over, hvilken forskelligartet Mængde af Kundskaber der i en halv Snes Aar lod sig bibringe en Dreng.

Ganske vist var der Lærere, som i den Grad manglede Greb paa at meddele Indsigt, at den Undervisning, de gav, var aldeles spildt. I fire, fem Aar havde jeg f. Eks. lært Geometri uden endnu at begribe dens simpleste Elementer. Saa fremmed var dens Væsen forblevet mig, at jeg ikke kendte en retvinklet Trekant igen, ifald den rette Vinkel stod øverst. Da hændte det, Aaret før Eksamen skulde tages, at en ung Rus[XXIV], der havde været en enkelt Klasse forud for Holdet, tilbød det gratis Eftermiddagsundervisning i Trigonometri og sfærisk Geometri, og alle, som anede, hvilken Hjælp her bødes, strømmede til. Den unge Student (senere Pastor) Jørgen Lund[XXV] var en fremragende matematisk Begavelse, og underviste med en Klarhed, en Ild, et Sving, som rev med. Jeg, som aldrig før havde begrebet et Ord af det alt, fik nu en glødende Interesse for Faget og blev efter ikke mange Timers Forløb helt dygtig deri. Som Jørgen Lund[XXVI] underviste i Matematiken, saaledes skulde der have været undervist i alle Fag. Man nødtes til at nøje sig med mindre.

Undervisningen kunde have været Fornøjelse. Det var den aldrig, eller dog kun i Dansk. Men i Barneaarene og |41| de første Drengeaar var den frugtbar. Den laa over Drengeaarene som en Tvang; dog Tvangen var gavnlig. Først da jeg naaede Fjortenaarsalderen, led jeg under det Spild af Tid, som fandt Sted for at de dovneste og dummeste Drenge kunde følge med de flittige og opvakte. Der toges altfor meget Hensyn til dem, der ikke gad arbejde eller ikke kunde forstaa. Og fra Sekstenaarsalderen af blev da ogsaa Skolegangen ren Fortvivlelse for mig. Jeg var færdig med det Hele, ude over det Hele, altfor udviklet til længer at kunne finde mig i Lektievæsenet; mit Aandsliv pulserede slet ikke mer i Skolen. Hvad der optog mig, var Stræben efter at blive Herre over det danske Sprog i Prosa og paa Vers og Grubleri over Tilværelsen. I Skolen lagde jeg oftest i ren Opgiven af Ævred Hovedet ned paa mine Arme for hverken at se eller høre hvad der foregik omkring mig.

Endnu en anden Grund end Kedsomheden gjorde paa dette sene Tidspunkt Skolegangen pinlig for mig. Jeg var nu saa vidt oplært, at min forstandige Moder[XXVII] mente, jeg havde godt af at gøre om end kun en svag Begyndelse til selv at tjene mit Brød. Eller rettere hun vilde, jeg skulde tjene saa meget, at jeg idetmindste kunde betale mine Fornøjelser selv. Saa søgte og fik jeg da adskillige Undervisningstimer, som jeg mest gav Søndag Formiddag; men for at opnaa dem havde jeg kaldt mig Studiosus. Nu var det min Skræk, at jeg skulde møde en eller anden af mine Elever, naar jeg om Morgenen gik til Skole eller om Middagen fra den med Bøgerne i en Rem under Armen. For ikke at røbe mig, stoppede jeg da disse mine Bøger ind paa de mærkeligste Steder, paa Brystet, saa det puklede, og i alle mine Lommer, saa de sprængtes.

|42|

|42| 8.

Skolen foregriber Livet. En lille Dreng i en stor kjøbenhavnsk Skole lærte som i Forkortning det hele Samfund og alle Arter af Menneskekarakterer at kende. Hos Kammeraterne mødte jeg de forskelligste menneskelige Egenskaber fra Aabenhed til Indesluttethed, fra Godhed, Bravhed og Velvilje til Raahed og Lavhed.

I Frikvartererne viste det sig, hvorledes Fejghed og Ynkelighed i Drengestaten fik sin Straf. Der var en jødisk Dreng af modbydeligt Udseende, saare let at kue, en ægte Trællesjæl. Ham tvang hans Kammerater i hvert eneste Frikvarter til at stille sig op mod en Mur og hoppe med samlede Fødder, til Fritiden var forbi, medens de andre haangrinende stillede sig op foran ham. Han blev senere en anset Højrejournalist.

I Timerne viste det sig, at den Lighed under ensartet Disciplin uden andet Hierarki end Fortjenestens, som var udtrykt i Drengenes Pladser paa Bænkene fra den øverste til den sidste, ikke vedligeholdtes overfor Samfundets helt anderledes artede Hierarki. Der sad paa nederste Bænk en Dreng, som var yderst maadeligt begavet, desuden uvidende af Dovenskab; ham var tilladt hvad der var alle andre forbudt; han var Stamherre til et stort Lensbaroni. Han kom altid for sent i Skole, endda han kom ridende, fulgt af sin Tjener paa en anden Hest. Han bar høj Silkehat og anbragte den ved sin daglige Indtræden i Klassen ikke paa den Knage, som var hans og hvor han frygtede, den kunde blive Genstand for Overlast, men i Skoleskabet, hvor ellers kun Læreren havde sine Sager, og den høje Hat, der omsluttede et saa adeligt Hoved, imponerede Lærerne saadan, at ikke en af dem krævede den fjernet. Ogsaa fandt de sig som Lam i, at Stamherren gik hjem midt i den sidste |43| Time, ifald Tjeneren med Ridehesten var der for at hente ham.

Det syntes umuligt at bibringe denne unge Adelsmand Kundskaber i noget Fag; han blev da ogsaa tidligt taget ud af Skolen. I hvor høj Grad han senere maa have forstaaet at indhente det Forsømte, blev iøvrigt godtgjort. Thi han drev det til intet ringere end Minister.

9.

Den Ærbødighed, hvormed Drengene som ganske smaa saa op til Lærerne, forsvandt paafaldende hurtigt. De enkelte Lærere, i hvis Timer man kunde tillade sig Alt, var ringeagtede. Overfor de Lærere, der forstod at sætte sig i Respekt, var Følelserne kun undtagelsesvis velvillige. Vel tidligt udviklede sig Spottelysten overfor dem. Børnene havde ikke været længe i Skolen, før den eneste Betragtning, der hos dem havde Raaderum, var den af Lærerne som Drengenes naturlige Fjender. Man var i Krig med dem, og enhver Krigslist gjaldt. Man narrede dem, vildledte og drillede dem paa mangfoldige Maader. Eller man frygtede dem og gik dem derfor under Øjne.

En lille Dreng, der af Naturen havde Anlæg til Ærbødighed og medbragte baade god Vilje og Flid, forvirredes af alt det Ufordelagtige, han stadig hørte om Lærerne, og uddrog, længe før han var halvvoksen, deraf det ene Resultat, at hvad i al Verden han end blev, naar han blev stor, Et var der, han under ingen Omstændigheder vilde blive: Lærer i en Skole.

Vel fra Tolvaarsalderen af var Ringeagt for Lærerne Grundtonen i alle Samtaler om dem. Latinlæreren, en lille uanselig Mand, iøvrigt en meget ordenlig Lærer, gjaldt for saa jammerlig svækket af Udsvævelser, at en rask Dreng |44| som Ingenting kunde kaste ham til Jorden. – Naturhistorielæreren, en ung, dygtig, munddjærv Mand, der lystigt kunde raabe: Stille derhenne, eller du faar en paa Tepotten, saa Tuden ryger af! sank stærkt i Anseelse, fordi en af Drengene om ham havde fortalt, at han tilbragte sine Aftener paa Variété’er. En Morgen udbredte sig som en Løbeild i Klassen det Rygte, at naar Naturhistorielæreren ikke var kommen den Dag, saa var det, fordi han Aftenen forud havde været indviklet i Slagsmaal udenfor en Sangerindepavillon. Umaadelig var den Ringeagt og den Latterlighed, hvormed han derved befængtes i Drengenes Samtaler. Da han næste Dag kom med et blaat, underløbet Øje og jævnlig badede dette Øje med en Klud, han dyppede i Vand, blev han af de fleste anset for et Udskud. – Den tyske Lærer, en høj, køn Mand, blev behandlet som ren Uduelighed, fordi han, naar han havde stillet sine Spørgsmaal i Grammatik og Syntaks, gik op og ned ad Gulvet med Bogen for Øje og tydeligt nok sammenlignede Svaret med Bogen. Med den i Haanden kunde efter Drengenes Mening Enhver være Lærer. – I Historie og Geografi underviste en af Godmodighed overstrømmende, snaksom, men selvsikker gammel Mand, vel lidt for sin Elskværdighed, men ringeagtet for hvad der hos ham betragtedes som umandigt Væsen. Man vrængede ad ham, efterabede hans Talemaader og Smaamanier.

Ilde lidt var den danske Lærer, Professor H. P. Holst[XXVIII]. Han nærede øjensynligt ingen Interesse for sin Skolegerning, og led ikke Drengene. Hans Kulde blev gengældt. Dog det, hvorpaa han lagde hele Undervisningen an, forstod han til Fuldkommenhed og indøvede dygtigt. Ulykken var, at neppe mer end en eneste Dreng i Klassen havde Fornøjelse af at vide Besked netop dermed. For Holst[XXIX] var Undervisningen i Dansk nemlig Undervisning i Metrik. Han for|45|klarede alle Versemaal og lærte Drengene at udskille de Fødder, hvoraf Versene var sammensatte. Naar man i Frikvarteret gjorde sig lystig over ham, var det for Ytringer, Drengene lavede og selv lagde ham i Munden, f. Eks. denne: Skandér mit udødelige Digt Den døende Fægter[0002]! Til Grund for dette laa ikke andet end at han til Forklaring af det antike Distichons Sammensætning benyttede sit eget Digt af dette Navn, som han havde optaget i en af ham selv udgivet Dansk Læsebog. Saa snart han tog Plads paa Katedret, begyndte han:

Hører I – Bifaldets – Storm fra det – mægtige – Amfite – ater.

Videre, Møller!

At han nænnede det med sit eget Digt!

10.

Den franske Lærer forstod at imponere; der var aldrig Støj i hans Timer. Han var ganske gaaet op i sit Fag, var helt og holdent Franskmand; han talte ikke Dansk med samme Betoning som Andre, og han havde Franskmandens heftige Karakter, hvorom Drengene havde hørt. Gik det galt for en Dreng med Udtalen, saa skreg han ud af sit brune Fuldskæg, som han gerne strøg: Du taler jo Fransk comme un paysan d’Amac. Svor han, saa svor han som ægte Franskmand: Sacrebleu-Mops-Carotten-Rapée! Blev han hidsig, og det blev han tidt, greb han upaatvivlelig det fyldte Vandglas, der altid skulde staa for ham paa Katedret, og kylede det i gallisk Forbitrelse hen ad Gulvet, saa Glasset masedes og Vandet flød, hvorpaa han roligt med sin Grandseigneur-Mine tog sin Pengepung op af Lommen og lagde Betalingen for Glasset paa Katedret.

I nogen Tid formede jeg mine Forestillinger om fransk |46| Aand og Væsen efter denne Lærer, skønt min Morbroder Jakob[XXX], der dog næsten hele sit Liv havde været bosat i Paris, var en Franskmand af helt anden Art. Først senere lærte jeg et Ord og et Begreb at kende, som kunde blevet farligt for Lærerens Evne til at gøre Indtryk. Det var Ordet affekteret. – Endelig hændte en Dag en lille Begivenhed, som ikke lod Lærerens Prestige urørt, men dog næsten vakte min Medynk lige saa meget som min Forundring. Forældrene til en af mine nærmeste Kammerater ventede en Aften Besøg af en fransk Forretningsven. Da de følte sig ret svage i Sproget, havde de givet Sønnen et artigt Brev med til den franske Lærer, som indeholdt en Bøn, om han vilde gøre dem den Ære at tilbringe den næste Aften hos dem i Anledning af Besøget, der gjorde sproglig Bistand ønskelig. Læreren tog Brevet, som vi to Drenge overbragte ham, læste det, blev – saa overlegen han ellers var – lidt rød og forlegen, lovede skriftligt Svar. Som vi til vor Overraskelse erfor, lød dette Svar paa, at han desværre maatte frabede sig Æren, da han aldrig havde været i Frankrig, aldrig hørt Nogen tale Fransk og ikke besad Færdighed i Sproget. Denne Tiger i fransk Vildhed kastede her pludselig Tigerskindet og aabenbarede sig i sin hjemmefødte Ulddragt.

Desværre sad Sporene af denne Lærers Undervisning altfor længe og dybt i mig. Da min franske Morbror[XXXI] i min Femtenaarsalder begyndte at føre sine Samtaler med mig paa Fransk, blev denne Pariser forskrækket over de gruelige Udtalefejl, jeg begik. De værste blev udryddede i hine Timer. Men der sad nok igen til mangen god Gang at faa den unge, fine Lærerinde til at smile, som Venner havde skaffet mig under mit første Ophold i Paris.

|47| 11.

Til Sommerfornøjelserne hørte Skovture. De foregik nogle Gange i Løbet af den smukke Aarstid. Naar Vejret syntes tillidvækkende, blev nogle Wienervogne lejede for Familien, Slægtninge og Venner, og en Søndag Formiddag blev i hver Vogn Magasinet pakket fuldt af gode Sager. Dug og Servietter medtoges, Brød, Smør, Æg og Laks, Pølse, Steg og Kaffe foruden nogle Flasker Vin. Saa kørtes der til et eller andet Skovløberhus, hvor man for gode Ord og Betaling fik varmt Vand paa Maskine, og dèr blev Dagens Maaltid krydret ved den gode Appetit, som Skovluften gav.

Fra en af disse Ture bevarede jeg som Lille en pinlig og lærerig Erindring. Næste Dag sagde Moder[XXXII] til mig: Du bar dig rigtig dumt ad igaar og gjorde dig til Nar. – Hvorved? – Du gik hele Tiden foran de Store, som spadserede, og sang i vilden Sky. For det Første skulde ikke du gaa i Spidsen, for det Andet skulde du ikke forstyrre de Andre ved at synge. Disse Ord gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mig, fordi jeg var mig bevidst, at jeg i ingen Henseende havde villet gøre mig gældende eller gøre mig vigtig. Jeg kunde kun dunkelt huske, at jeg havde sunget; jeg havde gjort det for min Fornøjelse, ikke for at man skulde lægge Mærke til mig.

Jeg erfor derved, at man uden Uartighed eller Indbildskhed kunde tage sig saare ilde ud, begreb, at de Andre, paa hvem jeg ikke havde tænkt, havde set paa mig med ugunstige Øjne, havde fundet mig besværlig og latterlig, Moder[XXXIII] især, og jeg fornam en dyb Ydmygelse ved Tanken.

Efterhaanden gik det op for mig, at der ikke var Nogen, hvem det var vanskeligere at handle til Behag end Moder[XXXIV]. Ingen var sparsommere med Bifald end hun, og al Følsomhed var hende en Gru. Hun traadte mig i Møde som den |48| overlegne Forstand, rettede og opdrog mig gennem Satire. Tanterne kunde man imponere, aldrig hende. Den dybe Sky hun havde for at røbe Følelser eller snakke om dem, den Kløgt, der boede bag hendes Pande, det gennemført Kritiske, Skarptskuende i hendes Anlæg, det spotske Lune, der var saa fremtrædende hos hende især i hendes Ungdom, gjorde, at jeg overfor hende havde en Fornemmelse, der virkede styrkende paa Karakteren, den, at hun ikke blot havde en Moders Hjerte for mig, men at et saare godt Hoveds to kloge og prøvende Øjne saa ned paa mig. Rationel, som hun helt igennem var, mødte hun mine sværmeriske Tilbøjeligheder, de religiøse som de filosofiske, med urokkelig Fornuft, og fristedes jeg undertiden af ringere Menneskers Overvurdering af mine Evner til selv at overvurdere dem, var det hende, som med ubøjelig Fasthed gjorde Overbevisningen om mit Væsens Begrænsning gældende. Intet af hvad der var svagt i mig, trivedes i min Moders[XXXV] Nærhed.

Heri laa det, at jeg i Overgangsaarene fra Dreng til Yngling, de Aar, hvori Drengen føler større Trang til Imødekommen end til Kritik og til Forkælelse end til Overlegenhed, søgte og fandt Forstaaelse lige saa meget hos en lidt yngre Søster af min Moder som hos denne selv. Denne min Moster[XXXVI] var lutter Hjerte. Hun havde et ildfuldt, begejstret Sind, stor Ømhed og Godhed, de livfuldeste Følelser for Alt, hvad der fortjente Medfølelse og ikke mindst for mig, og hun havde ikke Moders[XXXVII] kritiske Forstand. Hendes Dømmekraft kunde omtaages af Hidsighed; hun kunde undertiden lade sig henrive til ukloge Skridt; hun havde ikke Moders[XXXVIII] Ligevægt og lige saa lidt hendes Satire. Hun egnede sig da fortræffeligt til Fortrolig for en stor Dreng, hvem hun lod forstaa, at hun ansaa ham for fremragende begavet. Da disse faa Overgangsaar var omme, indtog Moder[XXXIX] atter fuldt ud sin Plads i min Bevidsthed, og Forholdet mellem os |49| forblev i alt Væsenligt det samme, selv efter at jeg var bleven hende meget overlegen i Kundskaber og hun i Et og Andet min Lærling. Det berørte mig derfor stærkt, da mangfoldige Aar derefter min yngre Broder[XL] med et vist Vemod sagde til mig: Forekommer det ikke ogsaa dig, at Moder[XLI] begynder at blive gammel? – Nej, slet ikke, svarte jeg, hvad opfatter du som Tegn derpaa? – Jeg synes, Gud hjælpe mig, hun begynder at beundre os.

12.

For mig som for alle andre Børn var det store Problem opstaaet om Tilblivelsens Hemmelighed. Jeg nøjedes ikke længer med det Svar, at Børnene bragtes af Storken, eller med det næste, der fremsattes med større Alvor, at de kom drivende i Kasser, som droges op af Peblingesøen. Jeg pinte som lille min Moder[XLII] med Spørgsmaal om, hvorledes det kunde ses, til hvem hver enkelt Kasse var bestemt. At Kasserne var numererede, gav ikke megen Klarhed. At de var forsynede med Adresser, lød besynderligt. Hvem havde skrevet de Adresser? Jeg maatte da nøjes med den Forsikring, at dette var Noget, jeg endnu var for lille til at forstaa; det skulde jeg faa forklaret, naar jeg blev større.

Mine Tanker var ikke rettede paa det andet Køn. Smaapiger omgikkes jeg ikke som Kammerater og jeg kendte faa, da jeg ingen Søster havde. Vel da jeg var otte-ni Aar gammel, begyndte en enkelt raa og ret fordærvet Skolekammerats Tale at krydse om Kønsspørgsmaalet i stygge Udtryk og styggere Aand. Jeg blev haanet, fordi jeg ikke vidste, hvorledes Dyrene forplantede sig, og at Mennesker forplantede sig som Dyr.

Jeg svarte: Mine Forældre[XLIII] har i hvert Fald ikke baaret sig saaledes ad.

|50| Saa skred Kammeraterne med Barndommens Ublufærdighed til de mest skamløse Meddelelser, uigengivelige, ikke blot om et sygeligt udviklet Driftsliv, men om formelige Forbrydelser mod Naturen og mod Samfundets elementære Love. Der gaves mig med andre Ord den modbydeligste, mest oprørende Forestilling om Alt, hvad der angik Kønsforhold og Forplantning.

Rimeligvis besudles for de fleste Drengebørn i en større Skole det store Naturmysterium allerede i den spæde Alder af Raahed og Last. Medens i den græske Oldtid Mysteriet var helligt og Mennesket med fromt Sind dyrkede Naturmagten uden overdreven Blu og uden Skamløshed, er dette Forhold umuliggjort i et Samfund, hvor gennem tusind Aar selve Naturen er bleven nedværdiget af Religionen, sat i Forbindelse med Synd og Djævel, stemplet som uomtalelig og helst fornegtet, hvor Raaheden derfor tager en saa meget frygteligere Oprejsning og Hævn. Da der aldrig af de Voksne taltes om Naturmagten paa en ren og simpel Maade, var den for Børnene bleven det Fordulgte. Til enkelte Børn, hos hvem Driften tidligt havde indfundet sig, var Kundskab om dens Væsen kommet fra brutale Mennesker, og af dem var denne Kundskab bleven opfattet med barnlig Frækhed. Disse Børn fyldte nu deres Kammeraters Øren med Uhumskheder.

Paa mig prellede Uhumskhederne af. Kun smittedes jeg forsaavidt af de andre Disciples Tone, som jeg af dem lærte, det var rask at sige visse grimme Ord. Tolv Aar gammel overraskedes jeg en Dag af min Moder[XLIV], som jeg stod alene paa en Trappe og raabte disse Ord ud for mig. Jeg blev sat i Rette derfor og gjorde det ikke mere.

|51| 13.

Smaapiger traf jeg næsten kun paa Børnebal, og ingen havde i hine tidlige Barneaar sysselsat mig. Men tolv Aar gammel fornam jeg det første, stærke Glimt af en Tilværelsens Grundmagt, til hvis Dyrker jeg for Livstid var viet, Skønheden nemlig.

Den aabenbarede sig første Gang for mig i Skikkelse af en lille slank, letfodet Pige, hvis Navn og Person i al Stilhed spøgte i min Hjerne gennem flere følgende Aar.

En af mine Morbrødre boede den Sommer paa Amerikavej, hvor der dengang var ganske landligt, og hvorfra man havde en smuk Spaseretur over Marken til et Sted, der hed Signalet, hvor Toget kom forbi fra Kjøbenhavns ældste Jernbanestation, som ikke laa paa den Side af Vesterbro, hvor de nuværende Stationer ligger. Her boede i Nærheden en Familie, hvis yngste Datter næsten daglig kom løbende over til min Onkels Landsted for at lege med Husets Børn.

Hun var ti Aar gammel, brun som en Zigøjnerske, hurtig som en Raa, og fra hendes Barneansigt, fra alt dette Brune, Øjne, Haar og Hud, fra hendes Smil og hendes Tale straalede, klang og slog dette Overvældende, hidtil Ukendte, Skønheden mig i Møde. Jeg var tolv Aar gammel, hun var ti. Vort Forhold bestod i at lege Tagfat, ikke engang alene, men sammen med andre Børn; jeg ser hende endnu fare afsted i Løb foran mig, medens de lange Fletninger slaar mod hendes Midje. Men skønt dette var Alt, hvad der foregik mellem os, havde vi begge en Følelse af et hemmeligt Baand os imellem. Dejligt var det at ses. Hun skænkede mig en Neglike. Hun klippede en Hjerterdame ud af et Kortblad og gav mig den; jeg opbevarede den de næste fem Aar som en Helligdom.

|52| Deri bestod vort hele Forhold, og mer kom der aldrig til, end ikke da hun tolv Aar gammel en Dag paa Børnebal tilstod mig fjortenaarige, at hun havde gemt Alt, hvad hun havde faaet af mig – Gaver af lignende Rang som hendes. Men Skønhedsindtrykket fyldte mig.

En havde foræret mig nogle udstoppede Kolibrier, der sad paa lakerede Grene under en Glasklokke. Jeg betragtede dem altid, naar jeg sad i Barnestuen og læste; de stod paa det Bogskab, der var mit. Disse Fugle med deres dejlige, lysende, brogede Fjer gav mig det første Indtryk af udenlandsk eller tropisk Farveglans. Alt, hvad jeg skulde elske, maatte i lang Tid helst have noget deraf, noget Fremmed og Fjernt.

Pigebarnet var vel dansk af Sprog, men iøvrigt hverken paa fædrene eller mødrene Side ret dansk; ogsaa hendes Navn var udansk. Hun talte Engelsk hjemme og kaldtes hos min Onkel Mary, skønt hun af sine Forældre blev kaldt ved et andet Fornavn. Alt dette gav hende blot mere Særpræg.

En Gang om Aaret traf jeg hende paa Børnebal; hun havde da en hvid Kjole paa og var for mig væsensforskellig fra alle andre Smaapiger. En Formiddag efter et saadant Bal følte jeg mig, fjorten Aar gammel, helt besynderligt tilmode, og med Undren og Andagt overfor hvad jeg foretog mig, betragtende mig som betaget af en højere, uforklarlig Magt, nedskrev jeg de første Vers, jeg nogensinde har formet. De lød:

Unge, dejlige, hvidklædte Pige,
der med mig i Dansen svæver hen!
Mine Læber vover ej at sige
dig, hvor højt Du elskes af din Ven.

Der var endnu en Del Strofer af denne himmelske Poesi.

Netop fordi jeg saa sjældent traf hende, var det et let |53| Jordskælv i mit Liv, naar det skete. Jeg havde vænnet mig til en saadan Dyrkelse af hendes Navn, at hun for mig næsten ikke tilhørte Virkeligheden.

Men da jeg seksten Aar gammel traf hende paany paa et Bal af Halvvoksne, var Fortryllelsen pludseligt veget. Hun havde skiftet Udseende, svarede ikke mere til mit Drømmebilled. Naar vi mødtes i Dansen, pressede hun min Haand, og dette oprørte mig som noget Ublufærdigt. Hun var ikke længer en Alf. Hun havde fyldige Skuldre, en spirende Barm, varme Hænder, et ungdommeligt Koketteri, noget der for mig tog sig ud som erotisk Erfaring. Snart tabte jeg hende helt af Syne. Men jeg bevarede en Taknemmelighed imod hende for det Indtryk, jeg skyldte hendes ti Aar, dette naturligt Overnaturlige, den tidligste Skønhedsaabenbaring.

14.

Den Person, som dannede Midtpunktet for Skoledrengenes Opmærksomhed, var naturligvis Skolens Bestyrer. For de ganske Smaa var Bestyreren blot mægtig og faderlig, oven over det Hele. Saasnart Kritiken vaagnede, gik den hos de Ildesindede ganske særligt ud over ham, ondskabsfuld og smaalig som den var, og den gentoges uselvstændigt.

Da Bestyreren var en kraftig, fyldig, smuk, overlegen Mand med et vist Præg af Livsglæde og uskyldigt Vellevned over sig, forsikrede de toneangivende Ondskabsfulde, at han kun levede for at spise og drikke godt. Dernæst gav den gammeldags Straffemaade, de Spanskrørsslag, som uddeltes af Bestyreren selv inde paa hans Kontor, nogen Anledning til Misstemning. Det var vel kun saare dovne og forhærdede Drenge, som fik en saadan Straf; for de bedre kom den end ikke i Betragtning. Men naar hine fik Ordre til efter Skoletid at møde paa Kontoret, og Bestyreren saa tog dem |54| mellem sine Ben, fugtlede dem igennem og derpaa ligesom trøstende kærtegnede dem med Haanden, satte dette ondt Blod, og Bestyrerens Værdighed led derunder. Var der i den Lede, dette vakte, nogen Fornuft, saa var der i visse andre Anker, der rettedes imod ham, slet ingen.

Der herskede den uskønne Skik, at Drengene den første i hver Maaned selv medbragte Skolepengene, hvorpaa midt i en eller anden Time Bestyreren kom ind i Klassen, tog sit Stade paa Katederet og flot og hurtigt strøg Femdalersedlerne ned i sin store bløde Hat og derfra i sine Lommer. En Ulempe herved var den, at de ganske enkelte fattige Elever, der gik frit i Skole, paa den Dag udpegedes for deres Kammerater som dem, der Intet medbragte, hvad disse følte som en Ydmygelse. Dernæst vakte Synet af den formentlige Rigdom, Bestyreren saaledes kom i Besiddelse af, Uvilje og Spot. Det blev Tonen at kalde ham Drengegrossereren, fordi Skolen, som paa sin Højde havde halvsjette hundrede Elever, var saa stærkt besøgt. Den overordenlige Tilstrømning, der dog fornuftigvis maatte opfattes som Bevis for Skolens Ry, blev anset for Vidnesbyrd om Pengegriskhed hos dens Bestyrer.

Endnu maa det tilføjes, at der i hans Holdning, som øjensynligt og med god Grund var beregnet paa at imponere, var Et og Andet, som med nogen Ret for Skarptskuende Drenge kunde staa som Unatur. Han kom altid pludseligt stormende; han raabte altid med Stentorstemme, og naar han gav de ældre Drenge Undervisning i Latin, saa indfandt han sig vel af Magelighed altid en god Del for sent, men begyndte til Gengæld, som gjaldt det om ikke at forsømme et Sekund, at udslynge sine Spørgsmaal alt paa Dørtærskelen. Han yndede Patos og var sikkert en Mand med naturlig Varme. Var man kommet ham menneskelig nær, vilde han |55| have vundet megen Hengivenhed; thi han var en klog Mand og hans Skikkelse munter og lys. Da Disciplenes Antal var saa stort, virkede han nu mere paa Afstand.

15.

Han saa lidt som nogen anden af Lærerne meddelte et Indtryk af den klassiske Oldtid, om hvilken hele Undervisningen i Skolens latinske Afdeling samlede sig. Den Lærer, der de sidste Aar underviste i Græsk, gjorde det ikke blot med Strenghed, men med en Ulyst, ja med et formeligt Had til Klassen, der var rent ud afskyværdigt.

Bestyreren, som forstod sig paa Talekunst, gav en vis Forestilling om den latinske Digtnings Skønhed, medens al den øvrige Undervisning i de gamle Sprog, af saa kyndige og samvittighedsfulde Mænd den end meddeltes, var rent grammatikalsk. Madvigs[XLV] Aand rugede over Skolen. Der var hos Bestyreren imidlertid ingen Tvivl om Vergils[XLVI] eller Horatses[XLVII] Storhed, og derved maatte en Dreng med Sans for stilistisk Fynd og metrisk Klang nødvendigvis faa en levende Interesse for disse to Mænds Poesi. Som den Dreng i Klassen, af hvem Bestyreren lovede sig mest, begyndte jeg da straks i al Stilhed at oversætte dem. Jeg fordanskede Æneidens anden og fjerde Bog samt en Del af Horatses[XLVIII] Sange og Epistler paa ufuldkomne Vers.

16.

I Hjemmet havde der aldrig været Tale om nogen Trosbekendelse. Ingen af mine Forældre[XLIX] havde noget Forhold til den israelitiske Religion; ingen af dem besøgte nogensinde Synagogen. Da man i min Mormoders[L] Hus overholdt |56| de israelitiske Spiseregler, havde forskelligt Stel til Kød og Smør og et særligt Stel til Paasketiden, saa kom den rettroende Jødedom til at staa for mig som en Samling snurrige gamle overtroiske Fordomme, der særligt havde Hensyn til Maden. Dens Poesi var mig en lukket Bog.

I Skolen, hvor jeg blot som Tilhører overværede Religionstimerne, hørte jeg altid Jødedommen omtale som et blot Forstadium til Kristendommen, og Jøderne som Levninger af et Folk, der til Straf for Drabet af Verdens Frelser var spredt over Jorden. De nulevende Israeliter fremstilledes som Mennesker, der i haardnakket Stridighed og Trods med forøvrigt næsten ufattelig Forhærdelse klamrede sig til et længst overvundet religiøst Ideal af den strenge Gud i Modsætning til den kærlige.

Naar jeg selv søgte at lægge dette til Rette for mig, plagede det mig, at Jøderne ikke tog Stilling til Jesus, der dog saa øjensynligt betegnede Fremskridtet indenfor den Religion, han udvidede og ufrivilligt sprængte. Jesu overnaturlige Personlighed forekom mig iøvrigt ikke troværdig. Kravet af Tro, den Fordring, at Fornuften skulde tages fangen, vakte min dumpe Modstand, og denne Modstand næredes ved min Moders faste Rationalisme, hendes ubetingede Afvisning af ethvertsomhelst Mirakel. Da jeg ifølge Statsloven skulde konfirmeres, var jeg saa vidt, at jeg saa ned paa det Forestaaende som paa en blot byrdefuld Ceremoni. Rabbinerens Person indgød mig kun Uvilje; dennes tyske Udtale af Sproget forekom mig modbydelig og latterlig. Det skrækkelige Dansk, hvori Lærebogen var affattet, oprørte mig, der af Naturen havde et fint Øre for dansk Sprog. Under det første Stykke, der mødte Øjet i Bogen, stod et Skriftsted paa følgende Dansk: »Thi Budet er en Lygte og Læren er et Lys, og Vej til Livet er Formaningens Tugt (Sædelæren)«. Meddelelserne om gammeljødiske Skikke og |57| Fester prellede ganske af paa min moderne Opdragelse. Konfirmationen bestod efter min spotske Sammenfatning af Indtrykket væsenlig i, at man laante en høj Silkehat af Hattemageren og næste Dag sendte ham den i velsignet Tilstand tilbage. Den taabelige Sædvane herskede nemlig, at Smaadrengene mødte i høj Hat, saa vanvittigt den end klædte dem. Med den paa Hovedet skulde de efter Overhøringen gaa op ad Trappen til en Balustrade, hvor Præsten ventede dem øverst oppe, hviskede dem et Par bevægelige Ord i Øret om Forældre eller Bedsteforældre og velsignende lagde Haanden paa den høje Hat. Da jeg skulde aflægge Troesbekendelsen i Kor med de Andre, istemmede jeg vel det første Ja, der angik Troen paa en Gud, men tav til Spørgsmaalene om jeg troede, at Gud havde aabenbaret sig for Moses og talt gennem sine Profeter. Jeg troede intet deraf.

Iøvrigt var jeg vaklende og ude af Stand til at naa Klarhed. Hvad der forvirrede mig, var den usandfærdige Maade, hvorpaa Historieundervisningen, der var aldeles teologisk, havde fundet Sted. Det meddeltes f. Eks., af Historielærerne, ikke blot, at da Julianus Apostata[LI] havde villet genopbygge Templet i Jerusalem, var Ild slaaet op af Jorden, men dette fortolkedes som et Under, der udtrykte den guddommelige Vilje. Ifald dette var sandt – og jeg evnede ikke at gendrive det – saa havde Gud jo udtrykkeligt taget Parti mod Jødedommen og Jøderne som Folk. Dette Folk syntes da virkelig forbandet af ham. Imidlertid afskrækkede Kristendommen mig grundigt ved sin Sagnhistorie, sin Dogmatik og sine Kirkeskikke. Jomfrufødselen, de tre Personer i Treenigheden, særligt Nadverens Sakramente, virkede paa mig som Rester af det laveste Oldtidsbarbari.

Under disse Omstændigheder tyede min unge Sjæl i Trang til Noget, den kunde dyrke, fra Asiens til Europas |58| Guddomme, fra Palæstina til Hellas, og klamrede sig med levende Begejstring til den græske Skønhedsverden og dens Gudesagn. Af min hele lærde Opdragelse uddrog jeg dette Ene: Sværmeri for det gamle Hellas og dets Guder; de var mine Guder, som de havde været Julians[LII]. Apollon og Artemis, Athene og Eros og Afrodite blev Magter, jeg i en ganske anden Forstand troede paa og glædede mig over, end nogen paa Sinai eller i Emaus aabenbaret Gud. De stod mig nær.

Og under disse Omstændigheder blev Antiksalen paa Charlottenborg, hvor jeg som Skoledreng hørte Høyens[LIII] Forelæsninger, et Sted, jeg betraadte med Andagt, og Thorvaldsens Museum mit Tempel, saa ufuldkomment det end gengav Grækernes religiøse og heroiske Bevidsthedsindhold. Men jeg havde paa dette Tidspunkt ingen anden og bedre Adgang til den antike Gudeverden end den, Museet frembød, og Thorvaldsen[LIV] og Grækerne smeltede i Fjorten-Femtenaarsalderen for mig sammen til Et. Thorvaldsens Museum var mig en straalende Illustration til Homer[LV]. Her var min Kirke, mine Guder, min Aands sande Hjemstavn.

17.

Jeg havde i flere Aar været Duks i min Klasse, da der i Klassen blev indsat en Dreng, som var fulde tre Aar ældre end jeg og med hvem det var mig umuligt at kappes, saa overlegen var den Nyindmeldte mig i Kundskaber og Modenhed. Snart ordnede Forholdet sig saaledes, at den nye Dreng bestandig blev Duks, jeg selv ufravigeligt Nr. 2.

Det var dog saare langt fra, at jeg følte dette som en Genvordighed; dertil optog Sebastian mig altfor meget. Den Beundring, jeg som mindre Dreng havde følt for de Drenge, der udmærkede sig ved Muskelstyrke, kom nu til Udbrud |59| overfor Overlegenhed i Kundskaber og Intelligens. Sebastian var høj, mager, men noget leddeløs af Bygning, med store blaa Øjne, der udtrykte Godhed og Forstand; han sad inde med en fuldendt Dygtighed i alle Skolens Fag og forstod som modnere af Aar at slutte sig til det Rette, hvor han ikke positivt vidste det. Grunden til, at han saa sent var bleven sat til Studeringerne, maatte vistnok søges i hans Forældres smaa Kaar. De havde ment ikke at have Raad til at lade ham følge den Vej, hans Evner anviste ham. Men nu havde Bestyreren, som det paa Betalingsdagene viste sig, ladet ham gaa frit i Skole. Mellem de trøjeklædte Kammerater gik han med lange Frakker, hvis Skøder slog ham om Benene.

Nr. 2 maatte beundre Nr. 1 for den Sikkerhed, hvormed han tumlede sig i de græske Aorister, i hvis Labyrinter jeg selv tidt gik vild, og for det Greb, han havde paa at løse matematiske Problemer. Han havde desuden udstrakt Læsning i Skønliteratur og et næsten voksent Menneskes Smag med Hensyn til Bøger, paa en Tid, da jeg endnu holdt ved Beundringen for P. P.s[LVI] Romaner og var ude af Stand til at opdage det Ukunstneriske og Uægte i denne folkelige Redegørelse for Søheltes Bedrifter. Saasnart jeg fik Øjnene op for den Andens Fremmelighed, aabnede jeg ham mit Hjerte, skænkede ham min fulde Fortrolighed og fandt i denne Ven en Kilde til Kundskab og Udvikling, hvortil det blev mig en daglig Trang at ty.

Da det ved Skoleaarets Ende viste sig, at Klassen ved en Tilstrømning af Nyindmeldte blev for stor, saa en Deling var ønskelig, følte jeg det som et formeligt Slag, da Sebastian og jeg ved Delingen, som den iværksattes mellem Disciple med lige og ulige Numre, kom til at tilhøre forskellige Klasser. Jeg foretog endog det usædvanlige Skridt at hen|60|vende mig til Bestyreren med en Bøn om at maatte komme paa Parti med Sebastian, men fik Afslag.

Saa let finder imidlertid Barndommen sig i en ny Situation, at under det Aar, som fulgte, hvori jeg selv gik ret livligt frem, fornam jeg ikke blot intet Savn, men den ældre Kammerat gik i Glemme for mig. Og da ved det ny Skoleaars Begyndelse de to sideløbende Klasser i Anledning af nogle Udmeldelser blev slaaede sammen paany, saa jeg atter fandt mig som Nr. 2 med den tidligere Ven ved min Side, viste det sig, at Forholdet mellem os var helt forandret, ja saa grundigt, at Rollerne var byttede om. Havde tidligere den yngre hængt ved den ældres Læber, saa hang nu den ældre ved den yngres. Havde tidligere Sebastian vist mig en Halvvoksens Interesse for et Barn, saa var jeg nu altfor opfyldt af mit eget til at attraa andet af ham end en Tilhører, naar jeg fremstillede mit Indres formentlige Rigdomme og de vidtudskuende Fremtidsplaner, i hvilke min Ærgerrighed røbede sig som grænseløs. Jeg behøvede nu kun en Ven i den Forstand, hvori Helten i de franske Tragedier behøver en Fortrolig, og naar jeg nu som før sluttede mig helt og fuldstændigt til den anden, var det af denne Grund. Vistnok havde denne Anden stadigt et betydeligt Forspring i Kundskaber, saa der var meget at hente Oplysning om hos ham; ellers havde Venskabet vistnok ikke holdt; men dette Forsprings Betydning var forsvindende, forsaavidt Sebastian fra nu af frivilligt underordnede sig aldeles, ja ved sin redebonne Anerkendelse af mine Evner mer end nogen anden bidrog til at gøre mig disse Evner bevidst og styrke en Selvfølelse, der efterhaanden antog overordenlige Former.

18.

Denne Selvfølelse havde i sin Umodenhed en dobbelt Karakter. Den var ikke i første Linje nogen Tro paa at |61| sidde inde med usædvanlige Kræfter, men barnagtigt en Tro paa at være den Udkaarne, den, hvem af hemmelighedsfulde Grunde Alt maatte lykkes. Troen paa en personlig Gud var efterhaanden ganske afbleget for mig, og der kom Tider, hvor jeg med Drenge-Overbevisning til Vennen betegnede mig som »Ateist«; mit Forhold til de græske Guder havde jo aldrig været andet end en Personliggørelse af de ideale Magter, jeg omfattede med Sværmeri. Men paa min Lykkestjerne troede jeg. Og jeg hypnotiserede Vennen med denne min Tro, smittede ham, saa han talte, som viede han sit Liv til min Tjeneste, og overhovedet, saa vidt dette for en Skoledreng lod sig gøre, levede og aandede udelukkende for mig, der nu paa min Side følte Tilfredsstillelse ved at have til ubetinget Troende og Beundrer den, hvem jeg af alle de Mennesker, jeg kendte, satte højest, den, hvis Synskres forekom mig videst og hvis Kundskabsfylde var størst; thi den overgik paa mange Omraader endog Lærernes ikke lidet.

19.

Under disse Omstændigheder slog, da jeg var femten til seksten Aar gammel, en Bog ned i mit Sind, som man skulde tro maatte ligge uendeligt over min Alder, Lermontofs[LVII]Vor Tids Helt[0003] i Xavier Marmiers[LVIII] franske Oversættelse. Dens Indhold skulde synes saa lidet som muligt egnet for en Skoledreng, der aldrig havde oplevet noget, som havde fjerneste Lighed med Verdensmands-Oplevelser, mindst som dem, hvis Udslag de Stemninger er, som fylder Romanen. Lige fuldt fremkaldte denne Bog en Omvæltning i mit Indre. For første Gang traf jeg i en Bog en Hovedperson, der ikke var i al Almindelighed en Helt, Krigshelt eller Søhelt, som man burde beundre og om muligt efterligne, men i hvem jeg med umaadelig Sindsbevægelse troede at finde mig selv, mig selv!

|62| Ganske vist havde jeg aldrig handlet som Petsjórin[lix] eller været i Situationer som Petsjórins. Aldrig havde nogen Kvinde elsket mig og endnu længer var jeg fra at have ladet nogen Kvinde ved Lidelser undgælde for sin Kærlighed til mig. Aldrig var nogen gammel Ven kommen mig med Gensynsglæde i Møde og var saa ved Ligegyldighed og Kulde fra min Side smerteligt blevet erindret om, hvor lidet han betydede i min Eksistens. Petsjórin var færdig med Livet; jeg havde end ikke begyndt at leve. Petsjórin havde tømt Nydelsernes Bæger; jeg havde aldrig smagt en Draabe deraf. Petsjórin var blaseret som en glimrende russisk Gardeofficer; jeg forventningsfuld som en uanselig Skoledreng i Kjøbenhavn. Ikke desto mindre havde jeg den fortumlende Fornemmelse af for første Gang i mit Liv at have truffet mit inderste, mig selv endnu ubevidste Væsen forstaaet, fortolket, gengivet, forstørret i dette uharmoniske Værk af den russiske Digter, der var blevet bortrevet saa ung.

20.

Vistnok var der i Forholdet til den ældre Ven (i Rollernes Ombytning og den saa ny Overlegenhedsfølelse overfor denne) det første Element, hvoraf den Fantasiskikkelse var vokset, som jeg troede at genfinde hos Lermontof[LX]. Det Væsenlige herved var imidlertid ikke den forholdsvis tilfældige Skikkelse, i hvilken jeg formente at genfinde mig selv, men at hvad man dengang kaldte Refleksionen var vaagnet i mig, Selvbetragtningen, Selvbevidstheden, der jo maatte vaagne engang som alle andre Drifter vaagner, naar deres Tid er der. Denne Selvbeskuelse var dog ingenlunde nogen naturlig eller blivende Form for mit Væsen, tvertimod en Form, hvori jeg følte mig ilde tilpas og som jeg snart kom til at afsky. Altsom Grubleriet over mit eget Selv i |63| disse Overgangsaar steg og steg hos mig, følte jeg mig ulykkeligere og mere usikker. Det naaede naturnødvendigt sin Højde, da det gjaldt om at vælge en udvortes Livsstilling og om at anlægge en Fremtid mere end om at følge et Kald. Men saa længe denne Selvbetragtning varede, havde jeg den pinefulde Fornemmelse af at føle mit eget Øje iagttagende hvile paa mig som et fremmed, Fornemmelsen af at være Tilskuer til min egen Optræden, Tilhører til min egen Tale, en virkelig Dobbeltgænger, der dog engang maatte blive én, ifald han skulde kunne leve. Efter med en Kammerat at have aflagt et Besøg hos Kaalund[LXI], der da var Fængselslærer i Vridsløselille og viste os unge Mennesker Fængslet og dets Celler, anvendte jeg gerne for mig selv om min Tilstand det Billed, at jeg led som Fangen i Cellen, der ser det spejdende Øje bag Glughullet i Døren. Jeg havde tidligere i Malmøfængslet bemærket, hvorledes Fangerne havde forsøgt at tilsmøre eller overkradse disse Glas med en Art Raseri, saa det flere Gange var umuligt at se derigennem. Jeg var anlagt til at leve og handle naivt, uvilkaarligt, ud af hele mit Væsen. Den Spaltning, Selvbeskuelsen forudsætter, var mig derfor en Rædsel; al Tvedelthed, al Dualisme mig fra Grunden af imod, saa det var ingen Tilfældighed, at min første Optræden som Skribent blev Angreb paa en Delthed og Dobbelthed i Livssynet og selve Titlen paa mit første Skrift Stempling og Afvisning af en Dualisme. Derfor fik jeg først Ro i mit Sind, blev først mig selv, da Selvbetragtningen og dermed den indre Spaltning langt om længe ophørte.

21.

Og saa heftigt betagende den aandelige Tilstand end var, der her er antydet, varig var den ikke. Barnlig og barnagtig |64| var den jo i Kraft af mine Aar; de modnere Udtryk, som her er anvendte om den, er stadig paa Nippet til at forvanske dens Væsen. Troen paa min Lykkestjerne holdt sig neppe et Par Aar uanfægtet. Den var i sin Barnagtighed mægtigt bleven styrket, da jeg femten Aar gammel ved første Del af Afgangseksamen fik Udmærkelse i alle mine Fag, og der blev voldt den et frygteligt Afbræk, da jeg sytten Aar gammel kun fik Megetgodt i fem Eksamensfag, saa Hovedkarakteren Udmærkelse lige knebent blev naaet. Ligheden med Petsjórin[lxii] kom mig af Hænde, saasnart jeg efter at have overstaaet en uharmonisk og ufrugtbar Halvforelskelse eller Kvartforelskelse, som jeg drengeagtigt havde opplukket for mig selv under indbildsk og kunstlet Grubleri, opdagede mit eget Væsens Grundsimpelhed og afrystede det fremmede Aasyn som en Maske. Troen endelig paa min egen ubegrænsede Overlegenhed og den Ærgerrighed uden Maal og Maade, hvori denne Tro havde givet sig Udslag, faldt pludseligt sammen, da jeg atten Aar gammel for første Gang selvstændigt søgende min Vej og prøvende Aanderne lærte den virkelige Aandsoverlegenhed hos store Skribenter at kende. Særlig satte i denne Henseende den tidligste Læsning af Kierkegaards[LXIII] Hovedværker Tidsskel i mit Liv. Jeg følte Ansigt til Ansigt med den første store Aand, der ligesom mødte mig personligt, min hele virkelige Ringhed, forstod med Et, at jeg endnu hverken havde levet eller lidt, følt eller tænkt, og at Intet var uvissere end det, om jeg engang med Tiden vilde udvise Evner. Det Visse var, at min nuværende Status syntes at beløbe sig til Ingenting.

22.

I hine Drengeaar svælgede jeg imidlertid i Forestillinger om tilkommende Storhed, som endnu ikke havde lidt noget |65| Knæk. Og jeg var ikke i nogen Tvivl om, paa hvilket Omraade jeg som voksen skulde udmærke mig. Alle mine Instinkter drog mig til Literaturen. De danske Stilopgaver, der i Skolen blev givne, optog mine Tanker fra Uge til Uge; jeg gjorde mig den største Umag med dem, overvejede Spørgsmaalene fra saa mange Sider, jeg formaaede, og stræbte at give mine Stile god Form. Ubevidst søgte jeg Udtryk, der indeholdt slaaende Modsætninger; jeg attraaede malende Ord og velklingende Sætningsbygning. Skønt jeg endnu ikke kendte Ordet Stil i anden Betydning end den, det har i Sammensætningen Stilebog, attraaede jeg en vis Stil og var ikke langt fra af lutter Uerfarenhed at forfalde til Manér, saa en satirisk Lærer til min Sorg en Dag mindede mig om J. L. Heibergs[LXIV] Ord: »Udtrykkets Salvelse, der smøres tykt over Tankernes Halvelse.«

23.

Haand i Haand med den praktiske Indøvelse i Sprogets Behandling gik i de danske Timer Fremstillingen af Nationalliteraturens Historie, og denne gaves forstandigt og ganske lærerigt af Læreren Hr. Driebein[LXV], som vistnok var en af Datidens mange Heibergianere uden at han dog derfor i mindste Maade fjernede sig fra hvad man kunde kalde Literaturhistoriens Ortodoksi. Protestantismen fik Ret overfor Katolicismen, den unge Oehlenschläger[LXVI] overfor den ældre Baggesen[LXVII], Romantiken overfor Rationalismen, Oehlenschläger som human nordisk Digter Ret overfor en vis Bjørnson[LXVIII], der sagdes at ville være mere nordisk end han.

Ingen anerkendt Storhed blev i Hr. Driebeins[LXIX] Fremstilling Genstand for ringeste Anfægtelse. – Og i hans Kursus som i Thortsens[LXX] Literaturhistorie stansede den Literatur, |66| der kunde betragtes som tilhørende Historien, med det Aar 1814.

Den Orden, hvori jeg i min private Læsning havde lært Literaturens Værker at kende, var denne: Ingemann[LXXI], Oehlenschläger[LXXII], Grundtvig[LXXIII], Poul Møller[LXXIV], af hvilke jeg til Jul og Fødselsdage havde faaet mange Bøger til Foræring. Hos min Morfader[LXXV] slugte jeg desuden snart Heibergs[LXXVI] Vaudeviller. Jeg læste som Barn selvfølgelig uden Kritik, modtagende og nydende. Men da jeg nu i Skolen hørte om Baggesens[LXXVII] Optræden mod Oehlenschläger[LXXVIII], altsaa erfor, at der i hin Tid fandtes forskellige Retninger i Literaturen og havde været forskellige Meninger om, hvilken der var at foretrække, læste jeg med Lidenskab et Bind udvalgte Digte af Baggesen[LXXIX], som jeg en Jul havde faaet, og Sprogbehandlingen her fængslede mig i højeste Grad ved sin Smidighed og den lette Samtaletone. Da jeg nu en Dag ogsaa fik Hertz’s[LXXX]Gengangerbreve[0004] i Hænde og Foredraget her næsten tiltalte mig endnu mere, mærkede jeg mig først i mit stille Sind, senere mere bevidst, draget til Formskolen i den danske Literatur, og nød det, paa dette Punkt at føle mig som Kætter. Thi at nære Velvilje for den, der havde forgrebet sig paa selve Oehlenschläger[LXXXI], var som at holde med Loke mod Thor. Poul Møllers[LXXXII]Samlede Skrifter havde jeg faaet til min Konfirmation og læst atter og atter med saadant Sværmeri, at jeg næsten sled Siderne op og end ikke oversprang en Linje af de mig dog ret uforstaaelige filosofiske Partier. Men lige saa megen Glæde som Poul Møllers Vers beredte Hertz’s[LXXXIII] lyriske Digte mig, da jeg i et laant Eksemplar lærte dem at kende. Og der kom et Par Aar, hvor det Smidige og Yndefulde, den fuldkomne Beherskelse af Sprog og Verseform blev det dyrebareste for mig, indtil ved min Indtræden i Syttenaarsalderen med en heftig Reaktion det Lødige, Magtfulde, Storladne syntes mig alene værdi|67|fuldt. Fra Hertz[LXXXIV] gik min Sympati da til Chr. Winther[LXXXV], fra Baggesen[LXXXVI] til Homer[LXXXVII], Æschylos[LXXXVIII], Bibelen, Shakespeare[LXXXIX], Goethe[XC]. En af mine første Gerninger som Student var at læse Bibelen helt igennem paa Dansk og Odysseen paa Græsk.

24.

Dog endnu var den begyndende Modenheds Aar ikke komne, og mit Sjæleliv personligt, ikke sagligt. Det kastede derfor et Gæringselement i mit Sind, da jeg en Dag fik et Eksemplar af Heine’s[XCI]Buch der Lieder[0005] tillaans. Hvad der her betog mig var først Foreningen af Sværmeri og Vid, saa den kortfattede, fyndige Form, dernæst de Steder, hvori det skildres, hvorledes Digteren og hans Elskede, ude af Stand til at overvinde den Sky, som binder deres Tunge, ufrivilligt leger Skjul med hinanden og gaar tabt for hinanden; thi jeg følte, at heller ikke jeg vilde være i Stand til at finde det naturlige og simple Udtryk for mine Følelser, ifald det med mig kom saa vidt. Om Heines[XCII] Personlighed, om Digterens historiske Stilling, politiske Retning eller Betydning vidste jeg endnu Intet; jeg opsøgte i disse Kærlighedsdigte særligt de Vers, hvor heftig Selvfølelse og blaseret Overlegenhed over den hver Gang givne Situation giver sig Udtryk, fordi dette faldt ind i den Petsjórin[xciii]-Tone, der siden Læsningen af Lermontofs[XCIV] Roman var Dominanten i mit Sind. Efter min Vane i disse Aar, da jeg endnu ikke kunde tænke paa at købe de Bøger, der behagede mig, afskrev jeg af Buch der Lieder[0006] Alt, hvad jeg syntes bedst om, for at kunne læse det paany.

25.

Til hele dette Liv i kunstnerisk Attraa og Søgen, i Indtryk udenfra, som modtoges med et Drengesinds Friskhed |68| og Letbevægelighed, men især i Selvforskning og Selvopdagelse, var den ældre Kammerat det opmærksomste Vidne og ved sin hele Holdning mer end et blot Vidne. Han kom med Udtryk og Vendinger, der steg mig til Hovedet og gjorde mig indbildsk. Sebastian kunde sige til mig: »Det er ikke for dine Evner, det er for din Begejstring, at jeg vurderer dig. Alle andre Mennesker, jeg kender, er Maskiner uden Sjæl, i det Højeste fulde af affekterede Floskler, som den, der har kigget bag Kulisserne, ler af; men hos dig er der en Ideens Fylde, som er for stor til at du kan blive lykkelig.« En Ideens Fylde, det var Datidens Udtryk for et højst ypperligt aandeligt Indhold. Intet Under da, at jeg følte mig smigret.

Og der var paa én Gang hos den ældre Ven det Skarpsyn for min aandelige Tilstand, som gennemskuende indsaa dens Umodenhed, og den klippefaste Tro paa en Fremtid for mig, som jeg trods mit Hovmod trængte til at finde hos Den, der kendte mig bedst og i Dannelse tydeligst var mig overlegen. Da jeg en Dag havde meddelt Kammeraten, at jeg nu følte mig »mere moden og klar paa mig selv«, svarte denne med fuld Sikkerhed, at dette jo vistnok var højst glædeligt, ifald det virkelig forholdt sig saaledes, men det anede ham desværre, at jeg tog fejl og befandt mig i en Illusion. »Derfor«, tilføjede han, »er jeg ikke mindre forvisset om, at du snart kommer i en Krise, vil overvinde alle Hindringer og naa det i Nutiden næsten gigantiske Maal, du stræber efter.« Samme Maal var iøvrigt kun lidet bestemt, gik i Almindelighed ud paa at gøre sig kraftigt gældende og hidføre store Forandringer i Aandens Verden, uvist af hvad Art.

Imidlertid blev, altsom den Tid ikke længer var fjern, da vi skulde være Studenter og jeg som den yngre altsaa nærmede mig den voksne Alder, som den ældre trods sin beskedne |69| Stilling som Skolediscipel længe havde tilhørt, Sebastian mere og mere ulykkelig. Han havde, som han udtrykte sig, sat sig i Hovedet at blive min Melanchton[XCV]. Men nu følte han i Kraft af et indre Sammenbrud, som jeg ikke begreb, at den Tid var forbi, hvor han kunde være noget for mig; det forekom ham, at han havde forsømt Erhvervelsen af de Kundskaber og den Dannelse, som udkrævedes dertil, og han gjorde sig levende Bebrejdelser derfor. »Jeg har ikke været for dig i fjerneste Maade, hvad jeg kunde have været«, udbrød han en Dag, og uden at røbe det led han af Skinsyge og tænkte med Uro og Ængstelse paa den Tid, da en større Kres ved Optagelsen paa Universitetet vilde aabne sig for mig og han selv blive overflødig.

Frygten var urimelig, forsaavidt jeg, naiv i min Egenkærlighed som i min Tillid, vedblev at give ham min fulde Fortrolighed og til Gengæld stadigt søgte hans Hjælp, hvor der mødte mig filologiske eller matematiske Vanskeligheder, jeg ikke formaaede at klare alene.

Men neppe var jeg efter min første Udenlandsrejse, med en Maaneds bevægede Ophold i Gøteborg, vendt tilbage til Kjøbenhavn; neppe havde jeg fire Uger som Rus hørt filosofiske Forelæsninger og deltaget i de unge Studenters kammeratlige Samliv, før det truede Forhold mellem os to saa uensartede Venner naaede et Vendepunkt. Anledningen var ubetydelig, ja ussel.

En Dag, da jeg før en Forelæsning stod med nogle Kammerater i Høresalen, kom en Rus ilende hen til os og spurgte: Er det sandt, hvad Sebastian siger, at han er det Menneske i Verden, for hvem De har størst Agtelse? – Svaret lød: Er det ham selv, der siger det? – Ja. – Og i Lede over, at den Anden havde brugt en saadan Ytring, der vel i Fortrolighed kunde være faldet, til at stadse med overfor Vildfremmede, kom de Ord mig paa Læben: »Aa, han |70| er jo gal«, et Udbrud, i hvilket efter Sprogbrug blandt unge Mennesker Glosen »gal« visselig ikke skulde forstaas efter Ordlyden, men som selvfølgelig var ilde betænkt.

Samme Aften, som hin Ytring var falden, modtog jeg fra Sebastian et kort Brev, hvori der om end i høflige Former opsagdes mig Huldskab og Troskab; Brevet, i hvilket Tiltaleformen De havde afløst det vante Du, var undertegnet: Deres »gale« og »fjantede«, men ærbødige Sebastian.

Indtrykket paa mig var yderst pinligt; men et hos mig tidligt udviklet Hang til altid at godkende en Afgørelse, og en lidenskabelig Uvilje mod at genoptage nogetsomhelst Forhold, der fra den anden Parts Side med fuldt Forsæt var brudt, bevirkede, at jeg intet Øjeblik tænkte paa at rokke den her tilkendegivne Beslutning, og lod Billetten uden Svar. Hermed var Sagen imidlertid ikke til Ende, og de næste Maaneder bragte mig ikke faa utaalelige Øjeblikke, ja Timer, idet Sebastian, hvis Eksistens saa længe havde kreset om min, og som nu øjensynligt var ude af Stand til helt at slippe mig, ved alle Lejligheder krydsede min Vej og plantede sig i min Nærhed, ja en Aften ved et Studentergilde endog skaffede sig en Stol udenfor Stolerækken ved Bordet, anbragte sig lige overfor mig og tilbragte en Del af Natten med at stirre mig ufravendt ind i Ansigtet. Som rimeligt var, følte jeg mig i høj Grad opirret derover.

Tre Maaneder var gaaede hen, da der en Dag kom et Brev fra Sebastian, og dette fulgtes med Ugers eller Maaneders Mellemrum af adskillige andre. Det var gribende, med en Slags Galgenhumor glimrende skrevne Breve, som udtrykte Lidenskab og gav Fortvivlelse Luft. For allerførste Gang traadte her Lidenskaben mig i Møde, men en Lidenskab, der uden at have noget naturstridigt eller sensuelt Element, dog som stammende fra et Væsen af samme Køn, vakte min levende Uvilje, ja Modbydelighed.

|71|

Sebastian skrev: »Jeg følte det som et Bedrag at modtage saa meget af dig uden at kunne give dig Noget igen; jeg syntes, det var en Nederdrægtighed at omgaas dig; jeg tror da at have handlet fuldkommen rigtigt i at bryde med dig. Dog sandt er det, jeg behøvede vel ikke at have gjort det, Omstændighederne og Tiden havde snart bevirket Bruddet«. Og i Følelsen af, at vore Veje nu delte sig, fortsatte han:

Hic locus est, partes ubi se via findit in ambas.
Dextera, quæ Ditis magni sub moenia tendit,
Hac iter Elysium nobis; at læva malorum
Exercet poenas et ad impia Tartara mittit.

Jeg kan for Øjeblikket ikke slaa mig selv ihjel; saasnart det bliver mig muligt, skal jeg gøre det.«

Eller Sebastian skrev: »I den sidste Tid, vi omgikkes, var jeg ikke rigtigt klog, naar jeg talte med dig; jeg manglede al Ligevægt overfor dig; thi jeg var mig bevidst, at du spildte din kostbare Tid ved at tale med mig, og var tillige nedtrykt af Sorg over at vi maatte skilles. Jeg forsøgte da at gøre dig vred ved at lade, som om jeg tvivlede om dine Evner, ved at affektere Ligegyldighed og Haan; men det var Hundens Bjæf mod Maanen. Jeg maatte skille os ad saaledes, som det skete. At jeg skulde være saa barnagtig at bryde mig om en Fornærmelse af dig, kan du ikke selv tro. Jeg kan egentlig ikke angre det; thi jeg kunde ikke længere være dig til nogen Nytte; det mener du vist ogsaa selv; men jeg kan ikke undvære dig; min Kærlighed til dig er det eneste Livskraftige i mig; dit Liv har pulseret i mit.«

Undertiden endte Brevene med et Udbrud af et Slags fortvivlet Lune, f. Eks.: »Vale! (Fanfare! Kolbøtter af Bajazzo!)«

Men hvad enten Sebastian anslog den alvorlige eller den desperate Tone, det var mig nu umuligt at genoptage Om|72|gangen med ham. Jeg kunde ikke komme over det Skete, og jeg kunde ikke have en Ven, der var skinsyg, naar jeg talte med Andre. Fra jeg var vaagnet som aandeligt Individ, var al Skinsyge blevet mig en Afsky; men Skinsyge hos et mandligt Væsen paa et andet mandligt Væsen oprørte mig formelig. Jeg indsaa Sebastians store Fortrin, ærede hans Karakter, beundrede hans Kundskabsfylde; men jeg kunde ikke mere omgaas med ham, ikke engang gaa ved hans Side ned ad Gaden. Alle de inderlige og smukke Breve prellede af mod denne Uvilje. Noget i mit Sind var blevet stenhaardt som en Plante, der pludselig forstenes i Mineralvand.

Der gik seks Aar, før vi atter traf hinanden. Vi mødtes da i simpel og oprigtig Hengivenhed. Den gamle Lidenskab hos Sebastian var forlængst usporligt forbi; han begreb den selv neppe mere. Og om end paa Afstand og uden nærmere Forbindelse vedblev vi at tænke paa hinanden med Velvilje og udvekslede nu og da vore Tanker, til Døden faa Aar efter bortrev ham, før han endnu havde naaet fuld Mandsalder og opfyldt et eneste af de Løfter, hans højtbegavede og arbejdsomme Ungdom havde givet.

  • Forrige afsnit: 19): 19.
  • Næste afsnit: 1.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«